Loading...

Egenproduktion støber fundamentet for 176 nye boliger

24. august 2026

Der er for alvor kommet gang i arbejdet på Bastionen byggefelt C i København.

På byggepladsen på Amager er JCN Boligs folk fra Egenproduktion lige nu godt i gang med betonarbejdet – en stor opgave i et stort projekt, som skal blive til 176 nye boliger.

Lige nu støbes der renselag, som gør byggefeltet klar til den bundpladen som følger efter. Og der er tale om betonarbejde i en stor skala. Renselaget alene udgør omkring 300 m³ beton, mens den efterfølgende bundplade består af 600-700 m³.

Egenproduktion håndtere derfor omkring 900 m³ beton, inden byggefeltet er klar til elementmontagen som er den næste store fase.

En stærk indsats fra Egenproduktion

Arbejdet bliver udført af vores egne betonfolk fra Egenproduktion, som leverer en stor indsats for at holde fremdriften.

“Man må sige, at de knokler, og de gør det godt, drengene fra Egenproduktion. Det må man give dem.” Udtaler Dan Mundeling fra projektledelsen på Bastionen.

At vi har vores egne folk tæt på produktionen og kan trække på deres erfaring i den her proces af byggeriet, er en styrke. Deres arbejde med til at sikre, at vi er kommet rigtig godt fra land.

Når bundpladen er færdig, følger cirka 14 dages tørretid. Herefter skal kranen sættes op, inden elementmontagen efter planen begynder i uge 39. Elementmontagen fortsætter helt frem til uge 15 næste år – hvilket siger noget om projektets størrelse.

176 boliger midt i København

Bastionen byggefelt C ligger på Bryggens Bastion på Amager, blot få kilometer fra Rådhuspladsen. Projektet omfatter 176 udlejningsboliger fordelt på cirka 11.000 m² samt omkring 4.000 m² kælder.

JCN Bolig opfører projektet som totalentreprenør for domis. Byggeriet bliver en lukket karrébebyggelse i op til otte etager og er første etape i udviklingen af de sidste fire byggefelter på Bryggens Bastion, som tilsammen rummer omkring 52.000 m² bolig og erhverv.

Projektet har været længe undervejs, og derfor er det også særligt positivt nu at se aktiviteten på byggepladsen og byggeriet tage form. Med betonarbejdet godt i gang og en stærk indsats fra vores egne folk har vi fået den start på Bastionen, som vi håbede på.

Der er stadig lang vej til målstregen, men fundamentet – helt bogstaveligt – er ved at være på plads.

Tilbage

keyboard_arrow_up