Loading...

Nyt rækkehusprojekt i Slagelse

26. juni 2026

JCN Bolig har netop underskrevet kontrakt på opførelsen af et nyt rækkehusprojekt i Slagelse i samarbejde med en veletableret lokal ejendomsudvikler med stærke rødder i byen.

Slotsbjergby i Slagelse. Slotsbjergby i Slagelse.

Projektet omfatter opførelsen af 19 rækkehuse i det nye boligområde Slotsbjergby i Slagelse. Boligerne opføres som étplanshuse på 100 kvadratmeter – i alt 1.900 kvadratmeter boligbyggeri.

Bygherren er Bo Bedst Ejendomme – et ungt team, som samarbejder med en kendt lokal aktør med en portefølje på omkring 500-600 lejemål og mange års erfaring med udvikling og opførelse af boliger i Slagelse og omegn. Samarbejdet med JCN Bolig markerer starten på et nyt partnerskab med betydeligt potentiale.

“Vi er meget glade for at have landet aftalen og ser frem til at komme i gang. Det er et spændende projekt med en stærk lokal bygherre, som kender markedet indgående og har store ambitioner for området,” siger Michael Ørgaard, salgs- og markedschef for rækkehuse i JCN Bolig.

Samarbejdet opstod tidligere på året efter en introduktion via netværk i byggebranchen, og siden de første dialoger i januar og februar har processen udviklet sig positivt. Kontrakten er nu underskrevet, og projekteringen er allerede i fuld gang.

Målet er at indsende projektmaterialet til Slagelse Kommune allerede i den kommende uge, og bygherren forventer at opnå byggetilladelse i løbet af juli. Bygherren står selv for byggemodningen, mens JCN Bolig forventer at kunne igangsætte byggeriet i september.

Projektet er tegnet af Morten Kusk Arkitekter, mens ingeniørrådgivningen varetages af Norconsult.

Det aktuelle projekt kan samtidig blive første skridt i et større samarbejde. Parterne arbejder allerede på endnu et projekt med yderligere otte rækkehuse i nærområdet, og på længere sigt er der potentiale for op mod 70-80 ekstra rækkehuse, afhængigt af den videre myndighedsbehandling og kommunens løsning på vandhåndteringen.

“Det her projekt er vigtigt for os – ikke kun som en god byggesag i sig selv, men også fordi det kan danne grundlag for et længerevarende samarbejde. Nu skal vi vise, hvad vi kan, og levere den kvalitet, vi er kendt for,” siger Michael Ørgaard.

Med kontrakten på plads og udsigt til flere rækkehusprojekter med samme bygherre glæder vi os til at komme i jorden i Slagelse.

Tilbage

keyboard_arrow_up