Studerende på Aarhus Universitet modtager JCN Bolig Prisen
2. juli 2024
JCN Bolig Prisen uddeles til det bedste afgangsprojekt hos de nye diplomingeniører og det bedste speciale hos de nye civilingeniører.
Stort tillykke til vinderne af JCN Bolig Prisen.
JCN Bolig har været med til at sende de nye diplom- og civilingeniører afsted mod fremtiden ved dimissionen på Aarhus Universitet - Institut for Byggeri og Bygningsdesign. Her uddelte projekteringschef Rasmus Fynbo fra JCN Bolig, JCN Bolig Prisen til det bedste afgangsprojekt hos de nye diplomingeniører og det bedste speciale hos de nye civilingeniører.
Da de nu nyudklækkede dimittender for i sin tid trådte ind på studiet med drømme og ambitioner, blev de mødt med komplekse formler, et hav af mulige beregningsprogrammer og uendelige timer med hårdt arbejde. Men de klarede det og har bevist, at de besidder den nødvendige viden, udholdenhed og innovative tankegang, som kræves for at blive diplom- og civilingeniører.
Som ingeniører står man overfor en verden i konstant forandring. Teknologien udvikler sig hurtigere end nogensinde før, og de udfordringer, vi står over for, er både komplekse og globale – verden har brug for de nye ingeniørers evner, viden og engagement.
Projekteringschef Rasmus Fynbo husker selv tilbage på, da han blev uddannet diplomingeniør, hvor ivrig han var for at komme ud og prøve sine nye færdigheder af. Det er noget af det vigtigste som nyuddannet ingeniør, for man kommer til at være med til at udvikle og forme fremtiden for vores samfund ved at løse komplekse problemer, at tænke kritisk og kreativt og – vigtigst af alt – at samarbejde og dele sin indsigt med andre.
Hos JCN Bolig tror vi på vigtigheden af uddannelse og de muligheder, den åbner. Vi ved, at fremtiden er i hænderne på unge, dygtige mennesker, som tager en uddannelse. Derfor er vi utroligt stolte af at kunne overrække JCN Bolig Prisen til de nye diplom- og civilingeniører for det bedste afgangsprojekt.
Diplomingeniøruddannelsen
JCN Bolig Prisen for det bedste afgangsprojekt på diplomingeniøruddannelsen går til Peter Riis Gosch, som med projektet ”affaldssortering på byggepladsen” har vist en dyb forståelse for de tekniske aspekter af affaldshåndtering og samtidig besidder en visionær tilgang til bæredygtighed i byggebranchen.
Projektet har på imponerende vis adresseret nogle af de største udfordringer inden for affaldshåndtering. Peter har identificeret konkrete løsninger, der ikke kun er økonomisk fornuftige, men også bæredygtige. Hans forslag om forbedret informationsdeling, bedre placering af affaldsstationer og implementering af et fælles affaldssystem på byggepladsen viser hans evne til at tænke praktisk og innovativt. Hans indsats vil uden tvivl inspirere til forbedringer i affaldshåndtering på byggepladser fremover.
Civilingeniøruddannelsen
I en virksomhed som JCN Bolig med 125 års erfaring inden for byggebranchen, kan vi tydeligt se forandringerne i vores hverdag ift. digitalisering, opsamling af data og omdannelse af disse data til nye projekter. JCN Bolig Prisen for det bedste afgangsprojekt på civilingeniøruddannelsen går til Henriette Lewis Bonnén og Ramsen Allan Younan, der med projektet ”Customized ChatGPT-model har vist en imponerende anvendelse af kunstig intelligens i udformningen af byggerier.
Henriette og Ramsen har ikke kun imponeret os hos JCN Bolig med deres tekniske kunnen, men også med deres evne til at tænke kreativt og anvende avancerede teknologier til at løse reelle problemer. Projektet har vist en klar forståelse for de udfordringer, vi står over for i byggebranchen, og hvordan vi kan bruge nye værktøjer til at tackle disse udfordringer.
Stort tillykke til vinderne af JCN Bolig Prisen.