Loading...

JCN Bolig opfører Bryggens Bastion i København

3. december 2024

domis og JCN Bolig viderefører byggeriet af Bryggens Bastion i København

Bryggens Bastion i København Bryggens Bastion i København

domis har købt de sidste 4 byggefelter på Bryggens Bastion og har i den forbindelse valgt JCN Bolig til at opføre det første byggeri. Byggefelt C omfatter 176 lejligheder fordelt på cirka 11.000 kvm. Alle 4 byggefelter på Bryggens Bastion består af en blanding af boliger og erhverv, der fordeler sig på i alt cirka 52.000 kvm.
 
Bryggens Bastion ligger på Amager i hjertet af København, blot 2,2 kilometer fra Rådhuspladsen. Byggefelterne er omkranset af Ørestads Boulevard, Amagerfælledvej og Njalsgade. Naboerne er blandt andre Islands Brygge, Statens Serum Institut og Københavns Universitet.
 
I 2021 overtog domis grundstykket med de sidste 4 byggefelter fra den tidligere udvikler, Bach Gruppen, som ønskede at afhænde byggefelterne. Allerede i forbindelse med overtagelsen af grunden har domis samarbejdet med JCN Bolig om det kommende byggeri. Der er brugt lang tid og mange ressourcer på at kalkulere og projektere byggeriet med henblik på at skabe et kvalitetsprojekt, der både møder efterspørgslen og domis’ krav til bæredygtighed. 
 
Efter et langt og konstruktivt forløb er det nu lykkes at få alle enderne til at mødes, og med stor hjælp fra det kompetente rådgiverhold er det lykkes at skabe et projekt, som vi er rigtig stolte af. 
 
Direktør i domis, Andreas Hommelhoff, udtaler: 
”Forløbet med JCN Bolig og rådgiverne har været en god proces med et fælles mål om at skabe de bedste rammer for de kommende beboere. Samtidig efterlever vi lokalplanens visioner ved at skabe velindrettede og funktionelle boliger i forskellige størrelser, kombineret med et ambitiøst fokus på natur i udenomsarealerne. At projektet bliver DGNB guld-certificeret og i overensstemmelse med EU taksonomiens pkt. 7.1 understreger, hvor vigtigt bæredygtigt byggeri er for os.”
 
Projektet opføres i en arkitektur, der spiller sammen med de øvrige bebyggelser – dog med sin egen identitet og materialitet. Udearealerne er koordineret på tværs af den samlede bebyggelse, hvilket skaber en sammenhængende identitet for alle de for området opførte bebyggelser.
 
Salgs- og udviklingsdirektør Lars Adamsen fra JCN Bolig supplerer: ”Processen med Bastionen har været flerårig, fordi tålmodighed, godt samarbejde og grundigt forarbejde er vitalt for realisering af så store projekter.”
 
domis er ejet af Hommelhoff Group med hovedsæde i Aarhus og er en af de store projektudviklere på landsplan. domis er en markant ejendomsaktør og har gennemført flere store projekter i blandt andet Aarhus og København. JCN Bolig er en af Danmarks største totalentreprenører på boligbyggeri B2B. Både domis og JCN Bolig er kendte for ordentlighed, og denne værdi vil også være omdrejningspunktet for realiseringen af byggefelt C på Bryggens Bastion. 
 
Byggefelt C er en lukket karrébebyggelse i op til 8 etager med cirka 11.000 kvm. boliger og 4.000 kvm. kælder. JCN Bolig og domis har en gensidig hensigt om at fortsætte det lange samarbejde på de resterende 3 byggefelter.
 
Hos JCN Bolig er vi særdeles glade for at komme i gang med Bryggens Bastion og samarbejdet med domis. Vi har tidligere lavet flere markante boligprojekter sammen, såsom Ovenvande i Skanderborg og flere projekter i Aarhus bl.a. Journalisten og Vestereng. JCN Bolig har et solidt fodfæste på det sjællandske marked, hvilket var stærkt medvirkende til, at JCN Bolig var det naturlige valg for domis til at opføre et projekt af Bastionens kaliber.
 
JCN Bolig har de seneste år markeret sin tilstedeværelse på Sjælland og vækstet ved at opføre boliger for flere professionelle bygherrer og pensionskasser i bl.a. Hvidovre, Herlev, Rødovre, Allerød, Nordhavnen, Sydhavnen og nu helt centralt i København med Bryggens Bastion.
 
domis’ filosofi er at bidrage til bæredygtig byudvikling og skabe steder, hvor mennesker har lyst til at være og bo – hvilket JCN Bolig nu skal være med til at realisere på Bryggens Bastion.

Arkitekt: Arkitema / Ingeniør: Arne Elkjær / Landskabsarkitekter: Arkitema og tredje natur

Tilbage

keyboard_arrow_up