Loading...

Stabilitetens mester JCN Bolig med nyt årsregnskab

27. februar 2024

JCN Bolig har aflagt årsregnskab, der endnu engang taler sit eget sprog.

Direktionen hos JCN Bolig Direktionen hos JCN Bolig

Omsætningen er vokset med 8 % fra kr. 705 mio. til kr. 761 mio. Resultatet stiger med 21 % fra kr. 26,9 mio. til kr. 32,6 mio. før skat. Herved er der tale om en overskudsgrad på 4,3 %, som er i tråd med det strategiske udgangspunkt for driften – i øvrigt for 9. år i træk. Med andre ord et godkendt årsregnskab. Der er i øvrigt tale om både omsætnings- og resultatmæssig rekord for den 125-årige boligspecialiserede totalentreprenør.

Af årsregnskabet fremgår det også, at JCN Bolig vil fortsætte væksten igangsat ved skiftet til specialiseringsstrategien i 2013. En omsætning, som nu er 7-doblet via en kontrolleret organisk vækstplan. Sløret bliver endvidere løftet for, at virksomheden, efter 3 års mere ensartet omsætning, i 2024 forventer at runde en omsætning på kr. 1 mia.

Adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen udtaler: ”Jeg er glad og stolt over årets resultat. Det er et flot resultat i det aktuelle marked. Og netop i det nuværende marked er jeg glad for vores aktuelle historisk høje ordrebeholdning. Vi er kommet godt fra start efter fuldendt ejerskifte medio 2023. Et ejerskifte foregået kontrolleret over 15 år. Vi er velkonsolideret, har en god likviditet og er Danmarks aktuelt 6. største totalentreprenør på boligbyggeri. Strategien virker fortsat i bedste velgående.”

JCN Bolig har brugt 2023 på at foretage øgede investeringer i bæredygtighed. JCN Bolig ønsker ikke blot at cementere pladsen i toppen af dansk boligbyggeri, men også at gøre det indenfor bæredygtigt boligbyggeri. Som en aktiv del heraf åbnede virksomheden i november 2023 et center for bæredygtigt boligbyggeri i Aarhus. Navngivet HVORDAN – for at vise hvordan man går fra verdensmål til hverdagsmål. De bæredygtige tanker skal med andre ord udmøntes i konkrete tiltag. Herunder ikke mindst reduktion af CO2 i byggeriet.

JCN Bolig er i dag en landsdækkende totalentreprenør med kontorer i Vildbjerg, Aarhus og København.

For yderligere oplysninger står adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen til rådighed på tlf. 2724 7720.

Download Årsrapporten 2023 her:  KLIK HER!

Tilbage

keyboard_arrow_up