Loading...

Stort projekt i Aarhus til Koncenton

31. maj 2023

Thybo Ejendomsudvikling og JCN Bolig er igang med stort projekt i Aarhus til Koncenton

JCN Bolig er igang med at opføre 229 boliger i Agerbækshaver i Risskov for Thybo Ejendomsudvikling og med Koncenton som slutinvestor. Bricks Ejendomme A/S har købt og udviklet projektet som er videresolgt til Thybo Ejendomsudvikling. Projektet har været så lang tid undervejs, da man har ventet på, at lokalplanen ved Agerbæksvej blev godkendt. Godkendelsen sommeren 2022 og de 3 partnere har sat det boligspecialiserede byggeteam fra JCN Bolig i gang. Kontraktsummen er over kr. 200 mio.

Projektet omfatter opførelse af 93 seniorboliger, 112 ungdomsboliger og 24 rækkehuse på i alt 15.786 kvm. med tilhørende parkeringskælder, depotrum og cykelparkering. 

Boligprojektet er beliggende på Agerbæksvej i Risskov, på et areal, der tidligere har huset Aarhus Landbrugsskole. Agerbækshaver ligger centralt placeret i Aarhus - tæt på centrum og med udsigt udover Aarhusbugten. Det bliver et attraktivt sted at bo tæt på daginstitution, Aarhus Efterskole og med Aarhus Bugt tæt på.

De 93 seniorboliger bygges med spring i facaderne og med tagterrasser ved fælleshuset. Bagved udføres en flot og rummelig gårdhave med ca. 100 parkeringspladser i niveau, der er bygget sammen med seniorboligerne. Bagved bygges de 24 rækkehuse i 3 plan, der spænder udover noget af parkeringsarealet.

Langs Vestre Strandallé ved Ringvejen ligger de 112 ungdomsboliger. Denne del af projektet er tilrettet lidt i forhold til projektmaterialet. Tagspringene er som de hele tiden har været, men der udføres nye hældninger på taget og kviste ud mod Vestre Strandallé. Nogle af ungdomsboligerne er tilbagetrukket ved fællesarealerne. De er udformet som 3 klynger, hvor bebyggelsen enten hænger sammen med fællesarealet eller fælleshuset.

Kvaliteten i projekt fremstår bl.a. ved, at der er murede facader i hele projektet og ikke mindst medindeliggende altaner i seniorboligerne. Et spændende attraktivt miljø ud mod Agerbækvej bygget i organiske former, jf. C.F. Møller – arkitekt på projektet. 

Der er et stort behov for ungdomsboliger i Aarhus, og både Thybo Ejendomsudvikling og JCN Bolig har i forvejen adskillige flotte ungdomsboligprojekter bag sig. I den henseende udtaler direktør hos Thybo Ejendomsudvikling Rasmus Kjær: ”Vi er stolte over at kunne levere et så flot og iøjefaldende projekt til vores gode samarbejdspartner og investor Koncenton. Det er et stort projekt og derfor har valget af totalentreprenør været vigtigt. Vi føler os i sikre hænder hos JCN Bolig med deres specialisttilgang og flotte CV på boligprojekter.”

Adm. direktør hos JCN Bolig, Flemming V.T. Rasmussen, supplerer med: ”Vi er glade for samarbejdet med Thybo Ejendomsudvikling. Det har udviklet sig til mere end blot et samarbejde. Derudover ser vi frem til at opføre det første byggeri for Koncenton, som vi anser som en dygtig og seriøs bygherre, der har opnået meget flotte resultater de seneste år.”

På den anden side af Vestre Strandallé er C.F. Møller igang med at indsende materiale til myndighedsbehandling for fremtidige projekter. Aarhus Kommune har en stor lokalplan under udarbejdelse til endnu flere boliger i området.

Det bliver rigtigt attraktivt at bo i Agerbækshaveområdet, som ligger tæt på Aarhus centrum, grønne områder og ikke mindst tæt på vandet.

Tilbage

keyboard_arrow_up